Flemming Christiansen that sadly passed away in 2021. The award is given to honor a colleagues professional and human qualities.
This is what the jury said. (In danish)
(...)
Årets prismodtager er en særlig dygtig kollega. Det ser man hver uge – både på papir og net.
Han er så dygtig, at han kan få lov til at rive andres fine journalistik i stykker – fordi der kommer noget fantastisk ud af det, når han sætter stykkerne sammen igen.
Det så vi senest i søndags på forsiden af kulturen. Men han gør det hele tiden:
Han stiller skarpt, når der er brug for det: Som i historien om The Ameriguns, USA’s helt almindelige borgere, der har så mange våben, at de kan fylde hele deres veranda med dem.
Han opererer med nænsomhed og lydhørhed, når han får følsomme beretninger som ‘Min voldtægt’ i hænderne.
Han er et positivt, hårdtarbejdene åbent, engageret, nysgerrigt menneske, der VIL noget med det, han laver ...
MEN han er også én, der sjældent hæver stemmen og gør opmærksom på det. Eller på sig selv. Eller på de vilkår, han arbejder under.
Han laver det bare.
“Han yder altid det ypperste og mere til, også på det personlige plan. Og sætter altid andres behov før sine egne”, står der, da en kollega indstillede ham til prisen.
Han træder til. Tager ekstra vagter, når det brænder på. Cykler ind på avisen og fixer noget efter lukketid, hvis det skal være.
Han har det fineste blik for – ikke bare for former og fonte og farver, men også for sine kolleger. For om alt er okay. Om DE er okay. Han spørger til det. Holder øje.
Tænk, at man kan være så rolig – og så vælte så vilde ting ud af sin skærm.
Han er ung. I hvert fald set i forhold til en slags Politiken-alders-gennemsnit. Vi tænker, han stadig er i en slags vokse-alder. Så tænk, hvad han ikke kan vokse til!
Men ... nu er nu. Og faktisk mere end rigeligt.
Og vi er så stolte og glade over at kunne give Årets Flemming til ... layouter Rasmus Vendrup.
